Velkommen

Velkommen

torsdag den 21. december 2017

Opdatering: 3 uger efter dobbeltkæbe operation

Kære blog,

Så har jeg ramt 3 uger efter min operation.
Jeg har været på hospitalet hele to gange denne uge.
Første omgang var i tirsdags, hvor jeg skulle ind til kirurgen. Han tjekkede kort om alting var som det skulle være. Derefter har jeg været så heldig at få waferen af en uge før tid, da min tandlæge mente at det ville være fint. Så den har jeg heldigvis sluppet for nu.
Jeg troede egentlig det ville være smertefuldt at få den fjernet, men det tog ikke engang 5 minutter, så var den ude af mit liv og for første gang i et års tid kunne jeg se min gane igen. Før dette havde jeg hyrax bøjlen i, den blev så fjernet under operationen og erstattet med waferen, men NU var ganen endelig helt fri.
Det har virkelig gjort meget, jeg kan mærke jeg kan tale bedre, jeg døjer ikke med så meget mundvand i munden som i starten af forløbet og jeg kan nemmere spise. Derudover er det også hurtigere at børste tænder uden en kæmpe skinne på fortænderne.
Derefter fik jeg taget røntgen igen - jeg har desværre ikke røntgen billederne, men de skal nok komme når jeg finder dem.
Alt i alt meget positive tilbagemeldinger.
Anden omgang var i dag, hvor jeg var inde hos bøjletandlægen. Som hun selv sagde, var det en lidt hårdere omgang, da jeg skulle have skiftet bue på bøjlen og sat elastikkerne anderledes.
Det var en anelse smertefuldt, men ift. operationen var det heldigvis vand ved siden af, så det er ikke noget man ikke kan magte.
Jeg kan virkelig mærke efter anden omgang at min kæbe er utrolig øm, det samme med mine tænder. Selvom jeg har fyldt mig med smertestillende, så gør det bare utrolig ondt alligevel.
Jeg håber dog det går over i løbet af i morgen.
Derudover fik jeg den glædelige nyhed at jeg fra på mandag må tygge igen - starte ud i det bløde, men i det mindste stadig tygge. Det kommer til at blive svært at starte op igen, nu når kæben har haft "fri" i næsten en måned, men nøj hvor er det dejligt at tænke på samtidig!
Nu skal jeg så bare i tænkeboks, for jeg må stadig ikke tygge hårde ting, men bløde retter er helt okay. Men hvor blødt er blødt? Opdatering følger.
Som altid medfølger lidt billeder.



Mit smil efter 3 uger. Her havde jeg lige fået waferen af.

Sådan ser mit bid og elastikkerne ud efter 3 uger. Jeg har fået sat elastikkerne på de bagerste kindtænder, så de sidder lidt som skrå firkanter. Tak til min kære tandlæge for at tage billederne!




Mit smil efter 3 uger. Jeg smiler lidt kejtet, men det er fordi de har rodet med nerverne i ansigtet og derfor skal jeg lige træne min ansigtsmimik lidt før jeg ser helt normal ud. Man kan lige skimte elastikkerne i baggrunden, men heldigvis har jeg mistet både waferen og de blå mærker på halsen nu.

Mit ansigt efter 3 uger. Jeg er hævet lidt stadig, især nu i dagens anledning, men det er heldigvis ved at vende og jeg kan gå på gaden igen uden folk stirrer. De blå mærker er også væk. 


Alt i alt må jeg sige at jeg er rimelig tilfreds med operationen og synes virkelig det har gjort meget med mit smil. Jeg har haft underbid og åbent bid, så mine tænder har aldrig rigtigt mødt hinanden, udover kindtænderne. Jeg har simpelthen ikke kunnet tygge ordentligt.
Derudover har det så heller ikke været det kønneste kosmetisk, idet at min overkæbe stod så langt tilbage, så mit bid SÅ også bare meget anderledes ud end det "normale".
Så jeg kan kun sige, hvis man læser med her og er i tvivl om man tør gå igennem en stor operation, så kan jeg kun anbefale det. Det har været smertefuldt, men efter den første uge bliver tingene mere overkommeligt, man ser langsomt flere og flere fremskridt ved sit forløb og man kommer sig ret hurtigt i betragtning af hvor meget de har lavet ved en. Så jeg kan varmt anbefale det!


Min næste tid er omkring den 28. december, så der vil jeg opdatere igen omkring hvordan det går.
Indtil da, så god jul og godt nytår!
Hilsen Cecilia


Ingen kommentarer:

Send en kommentar