Så er det tid til atter en opdatering.
Jeg er nu 4 (næsten 5 uger) efter kæbeoperationen og det går heldigvis efter planen.Jeg har droppet smertestillende. Det skal dog ikke siges at jeg er helt smertefri endnu, jeg kan godt mærke at min kæbe stadig spænder lidt.
Det er dog ikke intense smerter som i starten, men mere smerter a la ømme tænder, som os med bøjle udmærket kender til. Om det er elastikkerne eller de sidste mén fra operationen ved jeg ikke helt.
Jeg var til kontrol d 28. november og det gik heldigvis strålende. Jeg havde fået waferen af ugen forinden, så det var mest bare at kigge på mine ar fra operationen (som i mit tilfælde sidder inde i munden, lige ved siden af de bagerste kindtænder) og at tjekke om mit bid stadig var som det skulle være.
Det var det så heldigvis! Så nu skal jeg ikke se kirurgerne igen før til maj til 3. måneders kontrol.
Jeg er så også begyndt at tygge blød mad. I starten var det ret svært og jeg bed hele tiden skævt. Overraskende nok har det ikke gjort ondt at begynde at tygge igen, men jeg har haft svært ved at bide ordentligt og det tager stadig utrolig lang tid at tygge. Jeg håber virkelig at det er noget, jeg vænner mig til, for det er lidt underligt at en simpel krydderbolle som måske ville tage mig 5 minutter at spise normalt, pludselig tager tredobbelt så lang tid.
Samtidig har jeg også haft svært ved at vurdere, hvor blød maden skal være. Indtil videre har jeg holdt mig til pasta, macaroni, lasagne, blødt brød, bananer og laks, men jeg savner nu ærlig talt også ting som pizza og en blød burger fra McDonalds. Man får de vildeste mad cravings efter snart 5 uger med sjov kost.
Heldigvis er jeg snart ved målet!
Det har været en hård rejse, men heldigvis kan jeg mærke at det virkelig har ændret sig til det bedre og jeg fortryder ikke at jeg fik operationen.
Som altid vedhæfter jeg lidt billeder af hvordan jeg ser ud nu.
Jeg er stadig lidt hævet omkring kinderne og jeg kan (stadig) ikke mærke min hage 100%, men ellers er jeg på vej tilbage mod status quo
Mit smil, 4 uger og 5 dage efter dobbelt kæbeoperation |
Mit ansigt forfra, 4 uger og 5 dage efter dobbelt kæbeoperation |
Mit ansigt i profil efter operationen. Jeg er stadig lidt hævet omkring kinderne dog, så jeg vil opdatere løbende hvordan det ser ud efterfølgende. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar