|
Hospitalssengen |
|
Mig kort tid efter operationen. Kan ikke helt styre mine grimaser her. |
Så er jeg tilbage på bloggen igen.
Jeg havde håbet på at opdatere mere løbende, men jeg har måttet indrømme at operationen var hårdere på mit helbred end jeg troede og har derfor ikke haft det store personlige overskud.. før nu.
Her sidste mandag, mandag d. 4 april 2016, blev jeg smidt ind på hospitalet kl 7.15.
Jeg havde fastet fra midnat af og skulle nu vente på at komme ind på stuen. Heldigvis var ventetiden meget kort og jeg blev sendt ind på en stue sammen med 4 andre kvinder.
Jeg fik udleveret mit hospitalstøj, fik nøglen til skabet og korte instruktioner i hvordan tingene fungerede.
Hospitalstøjet var nok noget af det grimmeste jeg i mit liv har set. Jeg har aldrig været indlagt før, så jeg var ret overrasket. Stoffet føltes som et viskestykke og nogle af knapperne sad skævt, så de gad ikke knappe ordentligt. Derudover fik jeg et par shorts i et betydeligt bedre stof, som dog sad lidt løst. Derefter fik jeg et par støttestrømper på, som var SÅ svære på at få på. Tror så også det var en forkert størrelse, hvilket ikke hjælper på det hele. Kort sagt, jeg var en fashion disaster.
Jeg blev opereret 9.30 og forinden sad jeg bare og så TV på afdelingen og snakkede med min far, som også var med. Stille og roligt.
Så kom en portør og hentede mig. Det var ret mærkeligt at blive kørt rundt, når jeg nu er vant til at gå helt normalt, men det er nu også meget hyggeligt. Kort tid efter kom der et par sygeplejersker ud, som af mystiske årsager kaldte mig ved mit mellemnavn.. Øh. Ved ikke lige hvad der var gået galt der. Men de var super søde og snakkede med mig om mine forventninger.
Jeg blev spurgt om navn og CPR og hvor jeg skulle opereres. Åbenbart vidste de ikke at operationen hed en SARME operation, så der var lidt forvirring omkring det og de stirrede på mig som var jeg begyndt at kunne tale baglæns.
Så kom narkose lægen og skulle forberede tingene. Jeg fik noget næsespray sprøjtet op i næsen, hvilket smagte så fælt (det løb igennem munden også...), men det var hurtigt overstået.
Så fik jeg et drop. Det har jeg ikke prøvet før, så jeg synes det gjorde pisse ondt. Altså, ikke så ondt at man ikke kan håndtere det, men det sviede en hel del. Så fik jeg sprøjtet noget bedøvelse i droppet og det hele begyndte at snurre lidt. De spurgte mig om ting såsom hvad jeg lavede og hvor jeg skulle holde ferie henne og kort tid efter var jeg helt væk.
Det er ikke som når man sover, hvor man kan mærke man glider væk. Nej, man er HELT væk og vågner først efter operationen og opdager slet ikke at der er gået så lang tid.
Jeg blev så sendt til opvågning kort tid efter og det var her, det blev lidt mærkeligt for mig. Jeg var vildt omtumlet efter narkosen og det hele snurrede, følte hele tiden jeg var ved at sove, men der kom hele tiden sygeplejersker hen og spurgte om jeg var ok.
Jeg var dog ikke helt okay med situationen, især fordi jeg ikke havde hverken besøgende eller mine ejendele på mig, så jeg var en anelse frustreret. Jeg har så senere hen hørt, at narkose godt kan fucke lidt med ens følelser, så det forklarer også en del. Men jeg var MEGET ivrig efter at komme op på stuen igen og måtte nærmest spørge hver gang de kom hen til mig, for jeg VILLE bare ikke være der til opvågning. Har lidt ondt af sygeplejerskerne.
Nå, men alt var gået helt fint, jeg fik lidt at drikke og de tjekkede mit hjerte pga. min ret høje puls... Men det må have været nervøsitet, for mit hjerte i sig selv havde ingen problemer.
Så kom jeg ENDELIG op igen (tror kun der gik 30-40 min, men var jo ret ivrig der), så jeg var rolig igen. Jeg var meget omtumlet efter den narkose der, så jeg ville ud og gå allerede. Hvilket jeg selvfølgelig ikke fik lov til.
Jeg var ret træt den første tid, men jeg kunne simpelthen ikke sove på det hospital.
De største overraskelser var dog, at man blødte ud af munden. Det er intet farligt, det er bare gammelt blod og altså ikke store åbne sår. Men det kommer hver gang man overanstrenger sig eller begynder at drikke. Det andet er, at man slet ikke KAN drikke af sig selv pga. man er så bedøvet i munden. Det er ligesom at få lokalbedøvelse, bare langt værre, for man kan slet ikke mærke at man spilder ned af sig selv.
Jeg havde dog ingen smerter pga. den stærke bedøvelse, så det er ikke fordi man ligger og lider som sådan. Det kommer først senere hen.
Jeg blev tilset af en læge senere den eftermiddag og blev allerede smidt hjem igen kl 18.
Der er nogle, der dog bliver længere og havde skam også indstillet mig selv på at jeg skulle overnatte, men jeg var en ret "sej" patient som hurtigt kom ud og gå, fik spist og drukket en masse og selv kunne gå på toilettet og sådan.
Det sidste de gjorde var at give mig nogle piller til den efterfølgende aften og en sprøjte i benet mod blodpropper, hvilket åbenbart er ren rutine, så man ikke får blodpropper i benene når man lige er blevet opereret og i forvejen har ligget meget ned.
Det første døgn var det mest flydende. En masse vand, lidt juice, yoghurt og saft.
Men det gik alt sammen bedre end forventet!