Introduktion: De blå fætre

Mit navn er Cecilia. Jeg er 19 år gammel og kører pt. et sabbatår, hvor jeg arbejder lidt og bruger en masse tid på netop det, som bloggen handler om.
I mange år har jeg gået med nogle tænder, jeg har været dybt utilfredse med.
Dommen fra utallige tandlæger er et krydsbid (når overmunden og undermunden bider "forbi" hinanden fremfor at mødes), en lille overmund og som resultat også en undermund, der har prøvet at kompensere for min alt for lille overmund og derfor er blevet en anelse for stor.
Jeg er hermed blevet henvist til et hospital, da mine tænder kræver Danmarks bedste ekspertise. Eller noget. Kort sagt: Det er fuldstændig fucked up inde i min mund.
Det er noget mange ikke ved, da jeg stortset altid bare smiler med munden halvt åbent og ikke rigtigt udtrykker min utilfredshed omkring mine tænder ellers.

Efter tonsvis af samtaler om hvorfor og hvordan min situation skal fikses, så er jeg kommet videre.
Dommen står på 2 operationer og bøjle i 2 1/2 års tid for at fikse mine tænder og opnå det perfekte smil. Sådan cirka. (I kender jo tandlæger)
Så jeg tænker at jeg kan prøve at holde mig selv og min vennekreds opdateret med processen.

I denne omgang er jeg på hospitalet 2 gange i træk: I dag fik jeg elastikker på mellem mine tænder for at udvide mellemrummet mellem mine kindtænder. Næste gang, om en uges tid, står det så på togskinner i hele undermunden (!)
Jeg havde faktisk glemt alt om tiden indtil dagen før, så jeg nåede ikke rigtigt at være så nervøs.
Jeg møder op og får et par blå fætre ind i munden.

(Beklager billedet måske ikke er så flatterende, men det skal jo være så autentisk så muligt!)
I starten var jeg utrolig irriteret over dem og tanken om at gå med de her i en uge var ubærlige.
I stedet er det blevet erstattet af en intens smerte, som desværre har gjort at jeg ikke kan tygge på så forfærdeligt meget. Og mig der var så begejstret for at komme i gang... I det mindste kan jeg da ikke mærke at de er her mere.
Jeg overvejer helt om jeg skulle blende dagens aftensmad?

Spøg til side, al progress er i min bog godt. Også selvom det gør fandens ondt.
Der kommer status rapport på de blå elastikker senere og allerbedst/værst kommer der billeder når jeg får bøjlen rigtigt på.