Jeg beklager updaten er så forsinket, men der har ikke været så meget at rapportere.
Over de sidste par måneder har jeg været til månedlig kontrol, fået udskiftet elastikker, fået strammet mellem fortænderne så de voksede sammen og generel opstramning.
Der er heldigvis sket en hel del. Jeg har stortset ikke mellemrum mellem fortænderne mere, i alle fald ikke et man kan se. Mine tænder er i øvrigt også blevet mere lige at se på i det hele taget, så jeg er super glad.
Det tog mig omkring et halvt års tid før mit mellemrum var lukket sammen, men til sidst lagde man ikke rigtigt mærke til det, for der lignede det bare et lille mellemrum og det kunne lige så godt have været noget jeg havde naturligt.
Generelt oplevede jeg ikke chikane fra folk heldigvis, i starten var der flere der spurgte om jeg havde fået fjernet en tand siden jeg havde sådan et så stort mellemrum, men efter et par måneder kommenterede folk det ikke og generelt var det ret hurtigt om at lukke sig sammen.
Det eneste nye var ved min sidste kontrol, altså i går, at jeg har fået en elastik rundt om min ene skæve tand som ikke rigtigt vil rette sig ud, i håb om at det går lidt hurtigere. Ellers ser det fint ud.
Derudover fik jeg for en måneds tid siden fjernet nogle kroge, som var sat på mine kindtænder for at trække dem længere ind - hvilket jeg også var meget lettet over, da de var vildt besværlige at gøre rent.
Planen er at jeg får taget min hyrax ud permanent omkring marts/april, altså et års tid efter min SARME operation. Jeg har stadig en operation til gode, men det er nok først engang i det nye år - dato endnu ikke fastlagt.
Som I kan se nu, har jeg stortset ikke noget mellemrum. Det irriterer mig dog lidt hvordan min ene fortand ser større ud end den anden, men jeg håber at det er noget der kan fikses når jeg engang er færdig (eller forhåbentligt allerede når mit mellemrum er HELT lukket, men jeg ved det ikke helt)
Man kan ikke se elastikken på det her billede da den sidder bag på tanden og er egentlig også ret diskret.
Trods smerter ved hver opstramning og nogle enkelte gange også lidt trykken omkring kæben, kan jeg se en del fremgang og er blevet meget tilfreds med resultatet allerede. Jeg døjer stadig med underbid og åbent bid, men mine tænder ser generelt meget bedre ud end for et år siden.
Så til alle i min situation, hold ud. Jeg er langt fra færdig, men efter et år i forløbet er jeg allerede langt gladere.